FRA VORT UDSENDTE MEDLEM

 

Kære venner.

I får her en feriehilsen fra NORDLYS's besætning. Vi ligger ved Smøgen Brygge. Smøgen er en lille ø nord for Lysekil som er kendt og berygtet for sit intensive liv - dag og nat. Svenskernes Skagen. Kajen/broen er over 500 m lang og er spækket med både fra primært Sverige, Norge og Danmark. Fra 18 fods joller til 78 fods luksusyachter. De ligger tæt pakket med op til 7 både uden på hinanden. Vi ligger heldigvis på en af "havnens bedste pladser" med stævnen mod broen, så vil skal ikke klage. Det kostede også en tidlig sejltur fra foregående havn Lysekil, så vi kunne anløbe Smøgen ved 10 tiden, som er typisk tid for bådturisternes afgang.

Hele kajen/broen er klistret til med restauranter, værtshuse, tøjbutikker, fiskebutikker og hvad en turist nu efterspørger. Men til trods for det hersker der en helt særlig stemning blandt bådfolket. Vi nyder livet, går ture i den flotte natur, får noget godt at spise og drikke og sidder ellers i cockpittet og betragter sceneriet i 22 g. og skyfri himmel! I går aftes spillede et fedt band på en café 100 m fra os, hvor de gamle her startede dansen og da bandet sluttede, fortsatte vi med mere musik et andet sted.

Smøgen er et sted det er svært at komme væk fra, men i morgen regner vi med at sejle lidt syd på og overnatte i en naturhavn, for anker eller fortøjet til en klippe, før turen går over Skagerrak til Skagen på lørdag.

Før Smøgen har vi besøgt mange dejlige og smukke steder. Efter vi nåede til Gøteborg-skærgården har vi sejlet korte stræk, da der er så utrolig mange øer og havne at besøge. På en ø, Styrsø, lå vi i 3 dage. Både fordi vi lå helt fantastisk for enden af en bro med en bedårende udsigt over skærgården og så fordi vi havde mulighed for at lave en udflugt til Gøteborg. Vi tog simpelthen vandbussen til Saltholmen, hvor en bus bragte os til centrum. Det hele varede kun 45 min. og kostede 26 skr. Dagen før cyklede vi hele øen rundt og tog også over til naboøen Donsø via en bro. Om aftenen cyklede vi til en anden nærliggende havn på øen, hvor vi deltog i de lokales sommerfest med Sveriges største rækormatter (rejemadder) og hørte musik fra et 4 mands band. En fornøjelig aften og nu kan vi næsten tale svensk 😊

I det hele taget har togtet indtil nu budt på rigtig meget livemusik, som vi jo begge holder meget af. I Varberg var vi til koncert i byparken med efterfølgende besøg på musikcafe 2 aftener i træk. Her mødte vi også nogle sejlervenner fra Nivå, Ulf og Merete, som vi hyggede os sammen med.

Så en stor glædelig begivenhed for mig: JEG HAR FÅET MIN LUGTE- OG SMAGSSANS TILBAGE. Næsten 100 %. Det skete ret pludseligt for 5-6 dage siden. Så nu er livet værd at leve igen - håber det varer ved.

Som I måske kan forstå har vi det ret fedt og nyder livet i fulde drag. Båden fungerer upåklageligt, ingen uheld og folk omkring os er flinke og rare.

Håber I alle også nyder sommeren og livet.

Mange kærlige hilsner fra

Skipper & crew (Søren+?)